Af Alexander Bendtsen
Scenerne, som mange voksede op med, hvor en munter ældre mand på elegant vis lægger sidste hånd på en fin marionetdukke, er ingen steder at finde i Guillermo del Toros Pinocchio. Instruktøren har nemlig en tydelig vision om at gøre fortællingen til sin egen.
I stedet hugger, sliber og sammensætter en stærkt beruset gammel mand en stormfuld aften en trædukke uden nogen form for særlig skønhed. Dukken bygger han i et impulsivt forsøg på at dulme sin sorg over tabet af sin søn mange år forinden. Da dukken næste morgen er i live, bliver den ikke omfavnet som et prisgivet mirakel. Snarere skræmmer den alle omkring sig og opfattes i første omgang som et dæmonisk misfoster.
Den forvirrede Pinocchio (Gregory Mann) er i live for at hjælpe hans skaber, Geppetto (stærkt portrætteret af David Bradley), igennem ensomhed og sorg. Han må finde fodfæste i et fascistisk samfund, hvor de fleste enten forbander ham i frygt for det fremmede, eller vil udnytte ham i fascination af det overnaturlige.
Den visionære manusforfatter og instruktør sætter altså tonen for en mere dyster version af Pinocchio-fortællingen, som mere er i stil med Carlo Collodis oprindelige litterære værk, Le avventure de Pinocchio fra 1883.
At indføre den mørkere tilgang til fortællingen skaber også en mere bittersød tone. Dog er der enkelte vigtige scener, hvor den dystre stemning dæmpes en tand for meget for at tilgodese et yngre publikum – på bekostning af dramaets slagkraft.
Men del Toro og filmholdet udviser generelt stor respekt for kildematerialet gennem hele filmen ved at skabe en barskere fortælling sammenlignet med den typiske børnefilm. Og selvom Pinocchio indeholder direkte referencer til bogen, går den aldrig på kompromis med visionen for et nyt spin på den klassiske fortælling.
I stedet for at finde sted i slut 1800-tallet, foregår filmen i 1930’erne. Pinocchios lille, italienske hjemby, såvel som hele landet, er gennemsyret af fascisme og hærdet af krig under Mussolinis styre. Den barske setting er dertil fyldt med et sæt komplekse karakterer, der på godt og ondt bliver et produkt af omgivelserne og omstændighederne.
Det er meget at skulle forholde sig til for den levende dukke, der mest af alt bare vil være en rigtig dreng og elskes af Geppetto som en ægte søn. Geppetto, et gammelt emotionelt vrag, har været en ensom skygge af sig selv siden sønnen Carlos’ død, som krig også var skyld i. At de to bærende karakterer netop har så meget, de skal overkomme, gør det gribende og rørende at se dem efterhånden komme til at holde af hinanden.
Det er nemt at lade sig rive med følelsesmæssigt, som deres bånd bliver stærkere, og de hjælpes ad med at overkomme udfordringer og tackle deres dæmoner.
Pinocchios eventyr præges af forskellige bipersoner, stærkt skildret af en stjernespækket rollebesætning, der på underholdende vis bidrager til den bittersøde fortælling. Visuelt er karakterer og miljø animeret med et dystopisk twist og mange uperfekte detaljer på lige fod med karakterernes personlighed. Med en visuel præsentation, der altså tematisk er på bølgelængde med fortællingen, suger del Toro publikum ind i sit eget skæve og nuancerede Pinocchio-univers på gribende vis.
Pinocchio er en rørende fortælling, der på barsk, men charmerende vis, berører krig, venskab, tab og familie. Med sin fortolkning formår mesterinstruktøren tydeligt at understrege den gamle histories vigtige pointe om, hvor værdifuldt livet i sig selv er – med alt hvad det indebærer.
Kommentarer